Tænk at der allerede er gået 10 år, siden Master Chief nærmest alene satte den første Xbox på landkortet. Halo: Combat Evolved var og er et stykke spilhistorie, hvor jeg personligt har mange ømme minder. Store øjeblikke, hvor jeg sammen med en kammerat glemte omverden, og begravede mig i denne eksplosive oplevelse.

Det var vel spillet som endeligt manifesterede konsollernes evne til at håndtere FPS. En enkel opskrift, hvor man formåede at optimere de enkelte spiløjeblikke, ved konstant at genbruge og genopfinde samme magiske formel. Nu er ti år altså passeret, og Microsoft bruger anledningen til at løfte deres klassiker til nutiden. Xbox360 er denne gang platformen, hvor ansigtsløftet skal foretages og magien genopleves.

Det er en modig men også farlig mission, hvor man på den ene side kan introducere en ny generation, men samtidig kan bryde illusionen for den oprindelige fanskare. Samtidig har Bungie sluppet tøjlerme, og overleveret disse til 343 Industries, der også har ansvaret for det kommende Halo 4. Det var spændt men med lidt bange anelser, jeg satte mig ned med min gamle ven.

Det gode

Det første der rammer en, er de gennemført episke toner, som Martin O’Donnell samt Michael Salvatori forfattede til det oprindelige spil. Denne gang genindspillet via Skywalker Symphony Orchestra, hvor glorværdigheden får endnu et løft. Det lyder fantastisk, og det gipper nærmest af forventningens glæde, når først temamelodien bølger ind over en. Generelt er soundtracket en klar force, og et “synligt” bevis på, hvor vigtig en parameter det er et dreje på.

Historien er måske ikke decideret fantastisk, men den er leveret på en ganske fin vis – det inden serien tog en drejning mod indforstået patos. Det er nærmest en kende naivt, men det er samtidig også charmerende imens man kæmper sig fremefter som den ikoniske Master Chief. Oplevelsen bliver blot bedre, hvis man samtidig har Reach under bæltet – hvor hele forhistorien blev skitseret. Det giver en fin kombination af såvel genkendelse, men bestemt også ny forståelse af de ting man har gennemlevet tidligere.

Gameplayet sidder nærmest lige i øjet. Det er en behagelig overraskelse. Selv om FPS markedet selvfølgelig har bevæget sig en del over de sidste 10 år, kommer man ikke udenom, at Bungies oprindelige formel var strikket flot sammen. Den konstante afveksling mellem intens kamp, pause og bevægelse holder adrenalinen kørende. Nogle beklager sig lidt over spillets åbne natur, og det faktum at man reelt kan fare vildt til tider. I banerne hvor det skyldes ensformig udforming (the Library) er jeg enig, men generelt er jeg ellers tilhænger af, at man netop kan bruge de åbne vidder til egen taktisk fordel.

Grafikken har fået sig et flot ansigtsløft til HD højder. Det bemærker man især når man bevæger sig udenfor på Halo, hvor horisont samt omgivelser er lækkert gengivet. Det faktum at man samtidig kan klikke tilbage til det oprindelige spils grafik er en lækker lille gimmick. Det viser på den ene side hvor meget der er sket, mens man samtidig alligevel må lade sig imponere over hvor flot designet originalen egentlig var. Der er lidt fnidder hist og her, ansigtsanimationerne er lidt underlige og nogle af de geometriske sammenføjninger er ikke helt glatte. Helhedsindtrykket er dog positivt, og vi nærmer os niveauet for hvad der ellers smides på gaden i dag.

At man kan dele oplevelsen med en anden - det både lokalt og online – er stadig lækkert. Spillets tempo passer perfekt til at dele med en kammerat, konstant myldrer det med fjender, og man kan reelt gøre en forskel ved at samarbejde. Lidt underligt er det ikke originalens multispiller baner der er med. I stedet er det her en kortpakke til Reach. Ikke at banerne er dårlige, men det ville nu være sjovere også her at genopleve originalen.

Det dårlige

Man kan godt mærke, at der er sket noget på styringsfronten, samt balancen siden spillet oprindeligt kom på gaden. Her er vi tilbage til de oprindelige understyrede Warthogs samt alt for kraftfulde pistoler. Har man lige siddet med Reach, så er forskellen faktisk temmeligt mærkbar, men man må nu alligevel bøje sig for beslutningen om at holde sig tæt til originalen.

Banedesignet er ikke altid lige fantastisk. Undervejs er der utallige ensformige korridorer og gentagelser, og det er bare ikke fedt at fare vild i et actionspil. Samtidig er der decideret baner, som er ærgerlige. The Library er et godt eksempel på noget som man bare ikke gider genopleve. Samtidig er the Flood stadig ikke en nær så god og interessant fjende som the Covenant – hvilket sænker glæden ved spillets sidste halvdel. 

Konklusion

Er man glad for serien er der egentlig ikke nogen vej udenom. Denne genudgivelse er et dejligt gensyn, som formår at løfte en oplevelse ud af erindringens uklare og alt for overforherligende lys, til nutidens spotlight. Selv om genren selvfølgelig har bevæget sig videre, så står dette stadig som det reelle startskud for en nu dominerende gren på konsollerne. Nyankomne kan også roligt begive sig ud på Master Chiefs første eventyr.